Danmarks fremtid - vores børns arv.
De fleste af os ønsker helt grundlæggende, at overlevere et styrket Danmark til de kommende generationer. Men hvordan skabes og vedligeholdes vækst og varig velfærd.
Fronterne er trukket op. Tror man på gældsætning eller at væksten skal skabes med det vi har og får i statskassen, benhårdt fokus på nytænkning og tilpasning?
Danmark har været igennem en hård tid, som vi kun er kommet ud af med skindet på næsen, fordi en borgerlig regering i de gode tider sørgede for at afdrage tidligere tiders gældsætning. Gæld som den borgerlige regering havde arvet.
”Fremrykning af offentlige investering”, som oppositionen igen og igen nævner i forbindelse med deres bud på et styrket Danmark, betyder helt enkelt gældssætning af vores land. Gældsætning, som de kommende generationer skal nedbringe og kommer til at bære konsekvensen af, hvis oppositionen får mulighed for at gøre som de varsler.
Derfor er det kommende folketingsvalg utrolig vigtigt for vores lands fremtid.
Jeg vil, som liberal, arbejde målrettet på, at vejen til vækst banes indenfor den eksisterende økonomi – det er ansvarligt, langsigtet og giver os selvbestemmelse. Væksten skal finansiere vores kernevelfærd, som bl.a. betyder, at vi er rede til at holde hånden under de svageste og hjælpe dem på vej til et bedre liv.
Ambitiøs langsigtet vækst handler om øget konkurrenceevne, innovation og at vi skaber mulighed for dem, som kan og vil selv - til at gøre endnu mere.
Vi skal sikre optimale institutioner og uddannelsestilbud til vores børn og unge, de er vores fremtid. Udviklingen af dette område kommer ikke alene via økonomi, men i høj grad også ved øget involvering, innovation og decentralisering.
Regeringen tog med genopretningspakken første skridt i forhold til ansvarlig økonomisk disponering efter finanskrisen. Næste skridt på vejen er tilbagetrækningsreformen, som på sigt vil imødekomme et ændret arbejdsmarked og understøtte væksten.
Ansvarlighed for fremtiden udmøntes helt konkret i vores handling. Derfor må vi sammen kæmpe for, at den nuværende regering fortsætter og tilføres ny dynamik, så vi får et styrket Danmark med en sund økonomi, som vi er stolte af, at vore børn og børnebørn en dag skal arve.
Pernille Solvig Graux
Folketingskandidat (V), Københavns Omegns Storkreds
www.solvig.dk
http://albertslund.lokalavisen.dk/danmarks-fremtid---vores-boerns-arv-/2...